De statslige bygherrer skal selv definere relevant anvendelse af DBK
Erhvervs og Byggestyrelsen vil fortsat stille krav om anvendelse af Dansk Bygge Klassifikation (DBK), imens systemet er under udvikling. De statslige bygherrer skal selv definere, hvad der er relevant anvendelse, svarer Erhvervs- og Byggestyrelsen i denne udgave af BIMbyen.dk’s og Implementeringsnetværkets digitaliseringsstafet.
- Anvendelse af DBK i sin nuværende form placerer rådgiverbranchen i en ubehagelig position overfor de Statslige bygherrer, som i sagens natur blot viderestiller et lovkrav, hævder Peter Hyttel Sørensen, ansvarlig IKT-strategi og -anvendelse på det nye universitetshospital i Region Midt, som denne gang stiller spørgsmål i digitaliseringsstafetten. Han fortsætter:
- Rådgiverbranchen har i øjeblikket ikke økonomiske og tekniske ressourcer til at udvikle, implementere projekteringsværktøj og supplerende IKT-processer, som rationelt kan understøtter kravet om anvendelse af DBK. Bemærk at den danske rådgiver branche ikke er softwareudviklere, vi er brugere af software og dermed underlagt andre styrende faktorer, på hvilke vi ikke har direkte indflydelse.
På den baggrund sender Peter Hyttel Sørensen spørgsmålet om den videre anvendelse af DBK til Erhvervs- og Byggestyrelsen:
- BEK. 1365 § 6. Bygherren skal i relevant omfang sikre anvendelse af Dansk Bygge Klassifikation (DBK). Hvad skal der ske med kravet i perioden frem til at DBK eventuelt genopstår som et helt nyt klassifikationssystem? Vil EBST i den udviklingsperiode, som vi er på vej ind i, jf. Udviklingsplan for Dansk Bygge Klassifikation 2010-2012, fortsat kræve at § 6 anvendt?
- EBST vil i udviklingsperioden for DBK fortsat stille krav om anvendelse af § 6. Den gældende version af DBK er offentlig tilgængelig via bips’ hjemmeside, svarer Morten Steffensen, Erhvervs- og Byggestyrelsen.
- Kravet om anvendelse af DBK, i sin nuværende form, kræver at DBK anvendes i relevant omfang. Det er ikke Erhvervs- og Byggestyrelsens, men de enkelte statslige bygherrers opgave, i samarbejde med deres rådgivere, at definere hvad anvendelse af DBK i relevant omfang indeholder, afslutter Morten Steffensen.

